Det er helt almindeligt at have tandlægeskræk, men for nogen kan det blive så overvældende, at de direkte undgår tandlægen, hvilket kan blive rigtig sundhedsskadeligt i sidste ende. Dette gælder især børn, fordi de måske ikke helt forstår, hvad det er, der skal foregå ved et tandlægebesøg. Dette er en skam, du kan derfor læse med her og se, hvad der kan gøres ved dit barns tandlægeskræk.
Hvad er det?
Tandlægeskræk kan vise sig i mange forskellige former, for nogle er det direkte angst, mens det for andre blot er en smule summen i maven, inden man skal ind til tandlægen. Lige meget hvad, er det ikke at spøge med, da mange derved bevidst undgår tandlægebesøg, især når de bliver ældre. Derfor gælder det om, at gribe inde, allerede når børnene er små, så de får en god oplevelse ved tandlægen fra start af.
Hvordan man undgår det
Da tandlægeskræk kan opleves individuelt af børn, er der også forskel på, hvordan man skal gribe det an, alt afhængigt af, hvor slemt det opleves af barnet. Hvis det bare er lidt nervøsitet over at skulle til tandlægen, kan det hjælpe ved bare at tale om noget andet på vej derhen og imens man er der, men er det direkte angst, kan det til tider være nødvendigt med for eksempel psykologhjælp eller hypnose for dette. Lige meget hvad er det ikke rart at have frygt for tandlægen.
Gør det i god tid
Det er vigtigt, at I som forældre tager hånd om jeres barns tandlægeskræk, inden den vokser sig for stor. Måske har dit barn hørt, at du og din ægtefælle har talt om tandlægen som noget dårligt derhjemme, fordi det er en ting, som de færreste kan lide. Dette samler et barn med det samme op, og så tænker det, at hvis mor eller far ikke kan lide tandlægen, så kan det heller ikke. Hvilket virkelig ikke er særligt godt. Derfor er det vigtigt at være et godt forbillede, når det kommer til tandlægeskræk, og vise dit barn, at der ikke er noget at være bange for.
Tal om det
Skulle de vise sig, at frygten for at komme til tandlægen allerede er stor ved dit barn, så tal åbent om det. Dette kan være med til at afmystificere nogle af de ting, som netop dit barn er bange for. Ofte er det nogle absurde ting, som børn frygter. Det kan være ting, som slet ikke kan finde sted i virkeligheden, men som har vokset sig stort i barnets hoved. Det er derfor det er vigtigt at tale åbent om det, så dit barn ved, hvad der er virkeligt og hvad det skal forvente.
Fortæl det til tandlægen
Tandlæger er ofte rigtig gode og godt klædt på til at tackle tandlægeskræk. Derfor er det en rigtig god ide, hvis du inden dit barn skal afsted, tager en snak med tandlægen, så hun ved, hvad hun skal forvente, og derved kan være ekstra kærlig overfor dit barn. Det kan være ved at tænde for noget musik, som kan berolige barnet, eller tale meget til det undervejs, så det ikke bliver nervøst.
Det er ikke pinligt
En rigtig stor del af den danske befolkning har tandlægeskræk i større eller mindre grad. Derfor handler det også om at fortælle sit barn, at der ikke er noget pinligt i at have det, men, at det tværtimod er en helt almindelig ting at have det sådan. På den måde har barnet også lettere ved at fortælle dig om de ting, som det frygter og I kan sammen tale om det.